Advokat Hans Haages i hawaiiskjorte

God fornøjelse og mange hilsner fra Miljøadvokaten Hans Haages

Artikler og råd

Jeg er Miljøadvokat, og det betyder, at jeg arbejder med de regler, der handler om, hvad vi må eller ikke må bruge vores landskab, faste ejendomme og erhvervsgrunde til.

Jeg har mere end 35 års specialisterfaring i Plan- og Miljøret og har her samlet en række af mine artikler, eksempler og gode råd til dig. Alt sammen letforståeligt og i øjenhøjde.

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, er du altid velkommen til at kontakte min juridiske skadestue.

Sti i Teglværksskoven nedlægges

– hvad siger loven om stier?

Under overskriften ”Populær strandsti forsvinder” kunne man den 12 maj i Stiftstidende læse, at Natur- og miljøklagenævnet har tilladt nedlæggelse af en sti i Teglværksskoven – en sti som efter kommunens skøn har været benyttet af Nyborgs borgere siden 1842, og som kommunen derfor ikke mente kunne nedlægges. Ejeren af en restaurant og 2 ferieboliger mente noget andet nemlig: …at passagen mellem ferielejlighederne og Teglværksskovens serveringsterrasse bliver for snæver…at der er en anden sti til stranden og at den er kortere…” og ejeren har altså nu fået Natur- og miljøklagenævnets ord for, at han godt må nedlægge stien.

# Naturbeskyttelseslov – Nedlæggelse af stier

Sagen

Under overskriften ”Populær strandsti forsvinder” kunne man den 12 maj i Stiftstidende læse, at Natur- og miljøklagenævnet har tilladt nedlæggelse af en sti i Teglværksskoven – en sti som efter kommunens skøn har været benyttet af Nyborgs borgere siden 1842, og som kommunen derfor ikke mente kunne nedlægges. Ejeren af en restaurant og 2 ferieboliger mente noget andet nemlig: …at passagen mellem ferielejlighederne og Teglværksskovens serveringsterrasse bliver for snæver…at der er en anden sti til stranden og at den er kortere…” og ejeren har altså nu fået Natur- og miljøklagenævnets ord for, at han godt må nedlægge stien.

Hvad siger loven?

Naturbeskyttelseslovens § 26 giver ret til at gå eller cykle på alle stier i det åbne land, og hvis ejeren forbyder dette, kan man klage til kommunen, som så kan ophæve forbuddet, og det gør kommunen næsten altid, uanset hvor generende det er for ejeren.

For ejeren er der derfor kun en vej frem nemlig at fjerne stien (d.v.s. at nedlægge den).
I lovens § 26a står der ”Nedlæggelse af …..stier, der …..fører til de naturtyper, der er omfattet af §§ 22-25 (d.v.s. bla. strande)…..må tidligst ske 4 uger efter, at ejeren har givet skriftlig meddelelse herom til kommunalbestyrelsen…..Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at vejen eller stien ikke må nedlægges, såfremt vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder.”

Det afgørende er altså ikke, om det er generende for den der lægger jord til stien. Der er mange afgørelser, som viser, at generne for ejeren er næsten uden betydning.

Det afgørende er om stien har rekreativ betydning for offentligheden. Har den ikke det, så kan den nedlægges, og selvom den har rekreativ betydning, så kan den alligevel nedlægges, hvis der er eller etableres en anden adgang. Det er dog en (”uskreven”) betingelse, at denne anden adgang skal være mindst lige så god og i nogle tilfælde bedre end den der nedlægges.

Hvad betyder afgørelsen?

Myndighederne kan og skal ikke tage stilling til betydningen af, at borgerne har brugt stien siden 1842. Det er alene en sag mellem borgerne og ejeren af ejendommen, for sagen handler om Naturbeskyttelsesloven, som ikke beskytter eventuelle private færdselsrettigheder.

Afgørelsen betyder derfor kun, at borgerne (”offentligheden”) ikke længere ”med naturbeskyttelseslovens § 26 i hånden” frit kan færdes på stien.

Det er ikke afgjort om nogen har en særlig ret til færdsel f. eks. fordi er er en aftale eller fordi nogen – ved meget lang tids brug – har vundet hævd på en ret til at gå på stien.

Hvordan man vinder hævd er en lang historie som må vente til en anden gang.

Her og nu skal det blot siges, at det er rigtig svært at vinde hævd på ret til færdsel, og at der i al fald ikke kan opstå en ret som gælder et helt samfund, så det forhold at alle og enhver har brugt stien siden 1842 betyder altså ikke at der er vundet hævd.