Advokat Hans Haages i hawaiiskjorte

God fornøjelse og mange hilsner fra Miljøadvokaten Hans Haages

Artikler og råd

Jeg er Miljøadvokat, og det betyder, at jeg arbejder med de regler, der handler om, hvad vi må eller ikke må bruge vores landskab, faste ejendomme og erhvervsgrunde til.

Jeg har mere end 35 års specialisterfaring i Plan- og Miljøret og har her samlet en række af mine artikler, eksempler og gode råd til dig. Alt sammen letforståeligt og i øjenhøjde.

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, er du altid velkommen til at kontakte min juridiske skadestue.

Bygge-skelet skaber uro i Søndersø!

- men er det også enden på den historie

Under overskriften ”Politisag mod ejer af bygge-skelet” berettes der i dag den 5/10 2012 om en sag fra Søndersø hvor et bygnings-skelet i mange år har skæmmet indkørslen til byen.Kommunen solgte i 2008 Ejendommen Vesterled 30, Søndersø (tilsyneladende med vilkår om at der skulle bygges), og køberen fik også byggetilladelse til en bolig med tilhørende brugtbilsforretning incl. klargøringshal.

# Byggelov – Byggepligt – Håndhævelse

Baggrund iflg. avisen

Under overskriften ”Politisag mod ejer af bygge-skelet” berettes der i dag den 5/10 2012 om en sag fra Søndersø hvor et bygnings-skelet i mange år har skæmmet indkørslen til byen.

Kommunen solgte i 2008 Ejendommen Vesterled 30, Søndersø (tilsyneladende med vilkår om at der skulle bygges), og køberen fik også byggetilladelse til en bolig med tilhørende brugtbilsforretning incl. klargøringshal.

Der er blevet støbt fundament og rejst et bærende stålskelet, men derefter er byggeriet tilsyneladende gået i stå, og det har nu siden 2005 henligget til irritation for naboerne og frustration for kommunen som har tilbagekaldt byggetilladelsen, og meldt ejeren til politiet fordi han ikke har søgt om ny byggetilladelse eller revet skelettet ned.

Kommunen har også startet en civil sag med henblik på at få ejendommen tilbage.

Der kommer en politisag

Fyns Politi udtaler, at det kan komme på tale med tvangsbøder hvis ejeren ikke overholder en frist om at rive bygningerne ned inden 1. november.

En ”tynd sag” for politiet

Nu er det altid svært, at vurdere en sag alene ud fra hvad der står i avisen, men hvis der ikke er andre oplysninger end dem der refereres, så bliver det nok op ad bakke for politiet, for selvom det måske forekommer utroligt, så er det juridisk set faktisk en ”tynd sag” som politiet har fået på halsen. Der står nemlig intet sted i loven, at man kan tilbagekalde en byggetilladelse bare fordi byggeriet går langsomt.

Der har været en tilsvarende sag i Helsingør kommune som i 2008 forsøgte at bruge reglen om, at en byggetilladelse bortfalder, hvis arbejdet ikke er påbegyndt inden ét år, til at tvinge en bygherre til at færdiggøre et byggeri, ved at inddrage byggetilladelsen. Kommunen mente nemlig, at reglen skulle forstås sådan, at det samme måtte være tilfældet hvis byggeriet ikke fortsatte i sædvanligt tempo.

Bygherren klagede til Statsforvaltningen i Hovedstaden og fik ret (sag: STA 12-06-2008)

Statsforvaltningen skrev

”Vi finder … ikke, at der i bestemmelsen, …. , kan indfortolkes et krav til tempoet for fortsættelse af byggearbejdet efter 1-årsfristens udløb.”

Det bliver spændende at se, hvad der bliver resultatet i sagen fra Søndersø, og især om det meget langvarige forløb kan betyde at afgørelsen i denne sag bliver anderledes.

Spørgsmålet har i øvrigt også været aktuelt i en sag fra Ringe – se blogindlæg ”Skatmat i Ringe” :

miljoeadvokaten.blogspot.dk/2012/02/skakmat-i-ringe-tommelskruer-pa.html

Civil sag

Jeg tror som sagt det bliver svært for politiet med en straffesag. Omvendt er der langt mere kød på den anden del af sagen nemlig den civile sag, for som der også står i avisen så har kommunen efter vilkårene i handlen et krav på at få ejendommen tilbage hvis der ikke bygges, og som sagen er beskrevet er det ret åbenbart at der ikke er bygget færdig indenfor en rimelig frist.